Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders
-Die Kindheit ist der Grundton für das ganze Leben, Mama. Die anderenFarben werden nur aufgetragen. Als ich empfangen wollte, habe ichdeine Kämpfe, dein Qual empfangen. In dem allgemeinen Chaos hielt ichnur eins für Glück, weil ich fühlte, dass es dich glücklich machte:Ruhe, Ruhe. Schon als Kind. Und das tiefste was ein Junge erfährt, dawWeib, ist meinen Augen nicht eröffnet worden. Ich habe ja das Leben solieb, Mama, ich weiss, wie stark das Leben ist, und atme leise mit demBlütensduft der Liebe, aber das Beste ist doch immer meineSehnsucht—ich bin ein Bettler am Wege, wenn die Mädchen an mirvorüberziehen in den Frühling hinaus….
-Und deine Werke, mein Sohn, hast du nichts erlebt, was du den Menchengeben kannst?
-Ich habe ihnen von meinen Schmerzen gegeben; das hat sie gerührt—fürmich was es nichts, ich habe mein Herz dabei verschwendet ohne zuempfangen, ohne froh zu sein—
Georg Hirchfeld.
Long, long ago—
long ago.
Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage, Tider uden Nid, venlige
Tider, Jer vil jeg gerne mindes.
Min Moders fine Trin vil lyde gennem lyse Stuer, og Mennesker, som nuer graa under Livets Byrde, vil le som de, der ikke kendte deresSkæbne. Lad dem, som døde, tale igen med milde Stemmer, og gamle Sangevil slynge sig gennem Mindernes Kor.
Men ogsaa bitre Ord vil lyde, tunge Ord, som de taler, der kender detbitre Opgør med det tunge Liv.
Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.
Det var i Hjemmet i Mørkningsstunden.
Ude faldt der, sagte, Slør over Slør over den skinnende Sne. Længerneblev borte, de store Popler forsvandt. Kun Jens Røgter listede derovreved Staldene med sin Lygte.
Inde sad vi, Børnene, rundt paa Skamler. Stuen var stor, Krogenefjerne. Maaske var det, fordi der var saa mørkt, at vi gemte Hovedernebag et Gardin.
Moders Stemme lød saa spæd, Klaverets Strenge klang mere som af en
Harpe:
Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.
Sangen holdt op. Der hørtes ingen Lyd. William, der sad Moderen næst,var falden i Søvn paa sin Skammel.
-Mo'er, syng mer.
Der faldt lidt Lys over de hvide Taster, frem over alle Møbler ogsvandt. Jens Røgter nussede sagte forbi Vinduerne med sin Lygte.
-Mo'er, syng mer.
En Dør blev lukket op, saa varsomt. Det var Faderens.
Hr. Peder kasted Runer over Spange,
som Helleliden over skulde gange.
Saa løfted han sit Anker,
saa fik han bliden Bør
og sejlede fra Danmark
og fra de danske Mø'r.
Fagre Ord
fryde mangt et Hjerte,
fagre Ord
har forvoldt mig Smerte,
fagre Ord.
Det er tyst. Fin og rank ses Moderen som en Skygge. Tier Skyggen,høres det store Ur.
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte, fagre Ord har forvoldt mig Smerte, fagre Ord.
Ude løftes nænsomt en Dørklink. Det er Pigerne, der vil høre. Rundt omLyset i Messingstagen pa