Produced by Thomas Hermansen
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
KØBENHAVN OG KRISTIANIA
1905
Første Kapitel.
I en af de østjyske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønneBanker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der i Aarene før ogefter vor sidste Krig en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Detvar en from og streng Mand. I sin ydre Fremtræden som ved sinhele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Beboere,af hvem han derfor i mange Aar betragtedes som en besværligFremmed, hvis Særegenheder man afvekslende trak paa Skuldren afog forargedes over. Naar han — høj og alvorlig — kom gaaendegennem Byens krogede Gader, klædt i sin langskødede, graaVadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene og medHaanden knyttet om Grebet paa en stor Bomuldsparaply, som hanfor hvert Skridt stødte med Kraft mod Stenbroen, vendte Folk siguvilkaarlig om efter ham; og de, som sad inde bag Vinduerne ogholdt Udkig i Gadespejlet, smilte ved Synet eller skar Ansigter.Byens Storhanser, de gamle Bondekøbmænd og Studeopdrættere,hilste ham aldrig, end ikke naar han var i Ornat. Skønt de selvviste sig paa Gaden i Træsko og smudsige Lærredsfrakker ogpattende paa en Pibe, betragtede de det som en Skam og Skænselfor deres By, at den havde faaet en saadan Stodderpræst, der gikklædt som en Landsbydegn og vitterlig ogsaa havde Møje med atskaffe Føden til sig og sin Redefuld af Rollinger. Man havdeværet vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her, — tilMænd i fine, sorte Klæder og hvide Kammerdugs Halsbind, Mænd,der ogsaa ved deres Navn havde kastet Glans over Byen og densKirke og senere var bleven Stiftsprovster og Bisper, men somalligevel ikke havde hovmodet sig af deres Fromhed, ikke havdefølt sig for gode til at interessere sig for Byens verdsligeAnliggender og tage Del i Borgernes selskabelige Forlystelser.
Dengang havde den store, røde Præstegaardsbygning været etGæstfrihedens Hjem, hvor man, naar man havde afgjort sineForretninger inde hos Præsten, blev buden ind i Dagligstuen tilFruen og de unge Frøkner for ved en Kop Kaffe eller (naar detvar bedre Folk) et lille Glas Vin og en hjemmebagt Kage at slaaen Passiar af om Dagens og Byens Nyt. Nu betraadte Folk ikkePræstegaarden uden tvingende Grunde, og aldrig kom man længereend til Pastor Sidenius’ gravkammeragtige Studereværelse, hvorGardinerne gerne var rullet halvt ned, fordi Præstens Øjne ikketaalte Genskinnet fra Murene ovre paa den anden Side af densnevre Gade.
Her modtog han endda i Reglen Folk staaende, bød dem ikke atsidde ned, affærdigede dem i det hele kort, tilsyneladendeudeltagende, og var netop allermindst indladende overfor dem,som mente sig berettiget til at vente særlig Hensyntagen. SelvByens Embedsfamiljer havde ophørt at aflægge Visiter iPræstegaarden, efter at det var hændet dem, at Pastor Sidenius— i Stedet for at byde Forfriskninger — havde givet sig til atudspørge dem om deres Tro og i det hele tiltalt dem paa enMaade, som om de var Konfirmander, der stod paa Kirkegulvet.
En ganske særlig Forbitrelse vakte han ved de storeBorger-Begravelser, til hvilke Befolkningen mødte i festligtOptog, med Hornmusik og floromvundne Lavsfaner, Embedsmændene iguldbaldyrede Uniformer og med Hanefjer i Hattene, — alle efterderes egen Mening særlig vel stemte til Andagt og Opbyggelseefter den lette Portvins-Frokost i Sørgehj