Produced by E-text prepared by Steen Christensen Heidi Christensen,
Tonya Allen and the Project Gutenberg Online Distributed Proofreading
Team Europe
Italics = /
Herman Bang
Franz Panders Moder vaskede for Folk. Hendes Mand havde været Snedker oghavde drukket sig ihjel.
Maaske var denne samme Snedker ikke Franz' Fader.
Madam Pander tog undertiden Franz' Barnehaand imellem sine sprukneNæver, og hun spilede hans mærkelig slanke Fingre ud og beundrede deresbuede Negle, som var sart lyserøde. Og hun sagde, Madam Pander, atsaadan havde hans Fingre været og hans Negle. Snedkeren var det velnæppe.
Muligvis var Franz en Bastard. Han var en kælen Dreng og kilden, som mansiger, Elskovsbørn er. Og han havde Fornemmelser som ingen af de andreDrenge i "Kleine Dammstrasse".
Drengene kaldte ham for "Jomfruen". Navnet blev raabt en Dag, daFriskolen badede i Elben, af Klassens vittige Hoved: saa blankhvid ogskær var Franz' Krop—og siden beholdt han Navnet.
Det passede godt. Franz legede aldrig, bandede aldrig og røg ikke.Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til. I Kleine Dammstrasse iGadedørene, hvor de andre Drenge spillede Klink og vendte Mølle ogskændtes og kom op at slaas, var han aldrig. Hjemme paa Kvisten ikkeheller. Mutter Pander kunde sidde angst og vente timevis om Aftenen, førHr. Franz kom hjem.
-Hvor har Du dog været, Franz?
-Ingensteder.
-Aldrig bestiller Du noget.
-Gav Konsulinden Dig noget?
-Ja, de havde Selskab igaar. Det er Finmad.
Madam Pander tog Postejen Frem fra Kakkelovnen, hvor den stod mellem to
Tallerkener. Franz spiste den med smaa Smæk med Tungen som en Gourmand.
Det er Champignoner, sagde han. Han elskede de Levninger, Moderen fikrundt i de "gode" Huse, hvor hun vaskede, og han spurgte hende nøje udom Navnene, og om hvordan man spiste hver enkelt Ting. Til daglig, naarhan maatte tage til Takke med Dammstrasse-Kost, spiste Franz kun lidt,og det lidt, han tog til sig, indsyltede han saadan i Peber, at MadamPander nyste, blot hun saá paa det—saadan fordærvede han den godePølse.
Den hele Eftermiddag drev Franz omkring paa Jungfernstieg. Timevis stodhan foran de store Galanterivinduer. Mest holdt han af de skinnendeforgyldte Bronceting og af Dekoratørudstillingerne, hvor lang Silketøjerflød. Der stod han og maabede. Men længst kunde han dog gabe foranBoghandlervinduerne. Det var Olietrykkene han elskede. Billeder, hvorMænd i Fløjl sidder til Bords med Kvinder i Silke og Drapperier af rødtog paa Bordet Pokaler af Guld.
Der hang et Stykke paa Hjørnet af "Neuerwall": en mørk Kvinde,atlaskklædt, i gult, stærkt udskaaren, med to Perlerader i Haaret, rakteen rundfingret, diamantdækket Haand til en Page, i hvidt, som bukkededybt—foran det Billede stod Franz timelang, til han blev ganske hedved det og fik røde Kinder. For nu var han fjorten Aar.
Vinteraftnerne læste han; alle de Romaner, hvor en vild Fantasi krammerud Hertuginder med Brillanter om stolte Halse og Markiser, som smægter iRosen-Orangerier.
Eller han smurte rundt i det rige Kvartér langs Alsteren og saá efter
Etager, hvor de tændte op til Fest. Der vogtede han saa ved Portene, til
Ekvipagerne kom, og han fik Hjertebanken ved at være saa nær ved
Damerne, naar de svippede ud af Vognene me