Produced by Steen and Heidi Christensen and Distributed Proofreaders
Europe
Kjøbenhavn
1886
Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget.—Satan til lidtForslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saasmaat over Regnskaberne.
Han fik tændt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han giksaadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne,saa' man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdtRundingen fra Kavalleriet.
Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klumpmidtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem,en enlig grønmalet Kasse, der saa' ud som' den var tabt ved Kanten afVejen.
Præstens garderhøje Datter rev Perronlaagen op og kom ind.
Stationsforstanderen slog Hælene sammen og hilste.
-Hvad vil Frøkenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var "paa
Perronen" konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa
Klubballerne i Næstved i gamle Dage ved Kavalleriet.
-Gaa, sagde Præstens Datter. Hun havde nogle underlige daskendeGestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaaden, som hun talte med.
-Forresten kommer Frøken Abel hjem.
-Allerede—fra Byen?
-Ja—a.
-Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderenspillede med højre Haands Fingre i Luften, og Præstefrøkenen lo.
-Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og løb fra dem….
Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendesældste, Louise. De var ledsaget af Frøken Jensen. Enkefruen saa'resigneret ud.
-Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst.
Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louiseom Foraaret og Ida-Yngst om Høsten.
De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. "Min Søster
Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde
Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa
Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode
Ønsker.
Hun havde nu sendt dem af i ti Aar.
-Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst.
-Ja, de Breve, sagde Frøken Jensen.
-Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa' ømtpaa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken.
De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med atskændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte dealdrig.
-Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde
Familielivet, sagde Enkefruen….
Frøken Jensen nikkede.
Der blev Hundeglam henne ved Kro-Omdrejningen, og en Vogn rulledefrem.
-Det er Kiærs, sagde Præstefrøkenen. Hva' ska' de? Hun gik hen over
Perronen til Laagen.
-Ja—Proprietær Kiær kom ud af Vognen—det maa De nok sige—ligger
Madsen ikke der og faar Tyfus midt i den værste Tid, saa man maa sørge
for Stedfortræder telegrafisk—og saa Fa'en véd, hva' man faar for
Skrab … Han kommer nu….
Proprietær Kiær kom ind paa Perronen.
-Landbohøjskole