Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders
Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.
"Jorden bliver kold en Gang—ligesom Mennesket".
Hans Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys. Saastod han op. Han overgød sig med Vand, mens han betragtede sig i sitSpejl: Legemet var knudret og stærkt som et gammelt Tømmer.
Over den hvide Væg tegnedes det som en Kæmpes Skygge.
Han klædte sig paa og han gik ind.
Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer,
Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i
Mørket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem
Spøgelser.
Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev taltderinde. Det var Hendes Naade, der talte i Søvne. I Søvne troedeHendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter,der var døde.
Hans Excellence blev staaende, mens hans løftede Haand holdt omPortieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytteefter Hendes Naades Tale, naar hun sov.
Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede Døren. I Mørket gikhan frem mod Hendes Naades Seng.
Hendes Naade blev ved at tale—og højere, mens Hans Excellencelyttede:
-Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.
Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte.
-Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade.
Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre.
Hans Hænder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik dentændt, før han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind oghan tog de store blaa Ark frem, bøjede Margen paa dem og begyndte atskrive.
Han skrev, med Hovedet bøjet og med Øjnene sammenspilede, som vildehan tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Haand laa paa Papiret,blaahvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Ophør, meden vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, ogslyngede dem væk og fra sig.
Der hørtes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.
I det matte Lys saá Ørsted'er og Mynster'e og Hvide'r saa underlighalvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deresgyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Væggene Stuenrundt,—afdøde og stille.
Excellencen havde lænet sig tilbage i sin Stol:
-Aa, ja, aa, ja.
-Aa, ja, aa, ja. Lød det ud gennem Stuen.
Og han skrev igen.
Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med densparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem overhans Bord.
Tjeneren kom ind og, bøjende sine ømme Knæ foran Kakkelovnen, fik hanIld i de store Brændestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk—denhavde saadan underlig opstaaende Kanter—og Ansigtet, hvor Mundenmellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv.
Excellencen hørte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen,og pludselig vendte Excellencen sig.
-Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.
Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugt