Produced by Steen and Heidi Christensen and Distributed Proofreaders
Europe, http://dp.rastko.net
Transcribers note: bold - fremhævet = #/# italics - skråskrift = /
Herman Bang
Første del af Stille Eksistenser
Til FREDERIK BJERING.
Da Rigsgrevinden af Waldecks Valg til Priorinde for Klosteret blevbekjendt i Eisenstein, vakte det megen Kritik. Det var godt nok atvære Enke efter en Helt fra Gravelotte, men derfor omstyrtede man dogikke de ældste Ordensregler og blev Priorinde, naar man kun var et Parog tredive Aar. Men saadan gik det, naar man var protegeret af Hoffet.
Harmen pustede sig op rundt ved Stiftsfrøknernes smaa Te'er og efter
Bibellæsningerne, naar alle var samlede. Frøken von Salzen strammede
sine Kappebaand og talte om en Adresse til hendes Durchlauchtighed
Protektricen.
Men da Grevinden—fin og bleg og lille var hun, saa hun næsten blevborte under det lange Enkeslør—første Gang havde talt iOrdensforsamlingen med sin Stemme, der lød som et frygtsomt, bedrøvetBarns; og da de gamle Stiftsdamer en Uges Tid havde set Priorindenvandre sin Aftentur op og ned i Lindealleen med sin Søn under Armen,Otto Heinrich, en Krøltop, der kun var ti Aar og allerede lige saa højsom sin Moder—hvor tæt gik de ind til hinanden—begyndte de gamleDamers Sind at mildnes.
Og da Priorinden første Gang havde set Stiftsfrøknerne til Te ogstille hyggende havde gjort Honnørs i sin Salon, hvor de gamle Damerspillede Whist rundt ved opslaaede Borde—paa Væggen hang Kaptejn vonWaldecks Billede med Flor og Krans af Immorteller; den lokkede OttoHeinrich gav Kavaleren, bragte Skamler og en ny Kop Te—da varStiftsdamernes Modstand brudt.
Da de gamle Hjærter først var tøet op, blev den lille Priorinde snartsom en Datter, for hvem de alle blev Mødre, de gamle. Og OttoHeinrich—han drev sit Spil med halvhundrede "Tanter".
Ikke deres ældste Kat, ikke en Gang Frøken von Salzens Moppe, levedemere i Fred for hans Kaadhed. Hans lyse Drengelatter klang gjennem destille Gange.
-Det er Drengen, sagde de gamle Damer,—den Dreng ta'r Livet af En.
Der #maa# en Ende paa det.
Og den Dag, Otto Heinrich rejste—han skulde paa Kadetskolen i
Berlin, det var den høje Tid—græd hele Klostret.
Priorinden fulgte ham. Og da hun kom tilbage, tog hun atter stille opsin Dont i de hvælvede, halvmørke Klosterstuer, hvor Frøknernestrikkede uforstyrret og Yndlingskattene snurrede i Fred.
Nu var der blevet stille i Klostret.
Noget sjældnere saa Priorinden ogsaa Stiftsdamerne til Te nu, og komde paa Visit, tog Fru von Waldeck altid imod dem i den lille Stue. Derblev ikke mere fyret i Salonen. Damerne lod, som om de ikke mærkededet. Priorinden maatte jo spare: der kom en Tid, hvor "Drengen" skuldebruge Penge.
I det stille Liv blev Mandag Ugens store Dag. Da fik Priorinden Brevfra Otto Heinrich. Mange Gange læste hun de store, klareDrengebogstaver—der stod næsten altid de samme Sætninger med de sammeOrd.—Først læste hun dem alene; men siden kom Stiftsdamerne for athøre nyt om "Drengen", og Brevet blev læst igjen og om igjen—vel dehundrede Gange.
Hver Jul og Sommer kom Otto Heinrich hjem. Hvor han dog voxede. Slankog fin var han i Uniformen. Priorinden saa ud som hans Søster, naarhun spaserede ved hans Arm.
Men d